SprogskoleTilmelding:Du skal som udgangspunkt tilmeldes til danskuddannelse via dit lokale jobcenter. |
Hvad er AOF sprogskole
AOF sprogskole er en skole, hvor du kan lære at tale, skrive og læse dansk. Skolen er for alle udlændinge, der har brug for at lære dansk.
Hvad gør jeg for at blive kursist på AOF sprogskole?
Før du bliver indplaceret på et hold, skal du til en samtale med skolens vejleder. Ring og få en aftale. I fællesskab finder I det hold, der passer dig bedst.
Hvornår og hvordan foregår danskundervisningen?
Danskundervisningen foregår primært i dagtimerne, men er du i arbejde, tilbyder vi også danskundervisning uden for normal arbejdstid. Undervisningen foregår på hold og vil variere mellem klasseundervisning, gruppearbejde, projektarbejde og individuelt arbejde med støtte fra læreren. Ture ud af huset, fællesarrangementer, film, tv, aviser og musik er også en del af undervisningen på AOF. Det er vigtigt, at du deltager aktivt i undervisningen og også får lavet det hjemmearbejde, som er nødvendigt for at du kan følge med.
Hvad koster det?
Undervisningen er gratis. Ring og hør nærmere.
Hvordan er dagligdagen på AOF?
Vi vægter det sociale miljø højt. For at du kan lære dansk så hurtigt som muligt, er det vigtigt, at du trives godt på skolen. Blandt andet derfor starter vi dagen i fællesskab med en morgensamling. Vi synger en sang og får informationer. Der er også plads til, at kursisterne på skift holder små oplæg om f.eks. deres hjemlande.
Undervisningen foregår normalt ml. 8.20 og 14.20. I pauserne mødes alle kursister i skolens store sal, hvor der er gratis te og kaffe. To gange om ugen er der desuden gratis frokost. I pauserne er der også mulighed for at boltre sig på udendørs boldbane. Vi er mange mennesker og kulturer sammen på skolen. Derfor er det vigtigt, at alle behandler hinanden med respekt og tolerance. Skolen skal være et godt og trygt sted for alle.
Er der nogen husregler på AOF?
Det er kun tilladt at ryge udendørs.
Det er ikke tilladt at drikke alkohol eller indtage andre berusende stoffer på skolen.
Hvordan er det sociale miljø?
Vi er mange mennesker og kulturer sammen på skolen. Derfor er det vigtigt, at vi behandler hinanden med respekt og tolerance.
Hvad gør jeg, hvis jeg ikke kan komme i skole?
Hvis du er syg eller af anden grund ikke kan komme i skole, skal du ringe afbud til skolens sekretær om morgenen.
Er du i tvivl om reglerne for fravær skal du spørge din sagsbehandler eller skolens vejleder.
Kan jeg komme i praktik?
Ja, du kan. Vi samarbejder med mere end 80 virksomheder i Nordjylland. Tal med Rita Cassøe.
Får jeg et eksamensbevis, når jeg er færdig?
På skolen anbefaler vi, at du afslutter med en prøve i mundtligt og skriftligt dansk. Hvilken prøve du skal vælge, finder du ud af sammen med din lærer og din vejleder på skolen.

